Sundhedsmissionen blev godkendt af AAU’s bestyrelse på et møde 29. oktober. Her blev missionen og planen for, hvordan den sættes i gang og udrulles, præsenteret.
Etablering af partnerskaber er essentielt for at lykkes med missionen
Det bliver professor Michael Skovdal Rathleff, der kommer til at stå i spidsen for det Mission Management, der skal lede sundhedsmissionen. De øvrige medlemmer af Mission Management er lektor Ninna Meier, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, AAU, professor Niels van Berkel, Institut for Datalogi, AAU, og professor John Rasmussen, Institut for Materialer og Produktion, AAU.
"Helt essentielt er det, at vi etablerer partnerskaber mellem forskning og samarbejdspartnere fra blandt andet sundhedsvæsenet, regioner, kommuner, virksomheder og repræsentanter for patienterne, så vi sammen finder frem til nye teknologiske løsninger, der matcher patienternes behov. Det vil bane vejen for et sundhedssystem, der er modstandsdygtigt overfor både nuværende og fremtidige udfordringer," siger Michael Skovdal Rathleff.
Igangsættelsen af sundhedsmissionen er et led i Aalborg Universitets identitet som et missionsdrevet universitet.
I 2023 blev Mission ”Et bæredygtigt energisystem” og Mission ”Øget trivsel blandt børn og unge” sat i gang. Sundhedsmissionen er dermed den 3. mission, som AAU ruller ud med henblik på at finde løsninger på de store udfordringer i samfundet.
Læs mere om sundhedsmissionen her.